Tiden bevæger sig anderledes her

Tiden bevæger sig anderledes her.

Som om at bjergene filtrerer sekunderne og kaster dem imellem hinanden.

Lyset bevæger sig anderledes her.

Og bjergene leger smørklat med solen, så dalen aldrig når at fange dens lys. Vi ser den bare danse, fra bjergtop til bjergtop, reflektere sig i sneen og minde os om, følelsen vi engang havde adgang til.

Jorden bevæger sig anderledes her.

Bjergene vidner om historiens vulkanudbrud i hver eneste af de horisontale linjer.

Det er erosion, og at vokse og forsvinde igen i samme hastighed som vores fingernegle gror, og en stak af pandekager med syltetøj imellem sig, jord og sten, magma og vand og flødeskum der langsomt flyder ud som en gletsjer der trækker gruset med sig hjem.

Det er et moderkammer af magma.

Vandet bevæger sig anderledes her.

I istapper og bølger som ekkoer fra bjergtoppene. Vandet i jorden som udvider sig og fordamper igen, vandet fra fjorden som langsomt arbejder sig ind mod kysten. Lyden af regn som et varsel. De sorte veje som forbinder os, bliver blanke og adskiller os med vandet fra resten af verden.

Vi bevæger os anderledes her.

Imellem bjergene går vi, og mister fornemmelsen af distance og afstandsbedømmelse når vi kigger to tusinde meter op i luften og ser snedækkede sten og følelsen af at kunne nå hvis vi stod på tæer.

Vi har ingen idé om hvor stejlt det egentligt er. Hvor lille en prik af et menneske vi er hvis vi står der. Vi ville nok ikke engang kunne se os, hvis vi stod der.

Jeg bevæger mig anderledes her.

Som om jeg er flydende. Som om de kolde temperaturer omdanner mit blod til slushice, så jeg må slæbe mig rundt i denne formindskede radius af en by.

Jeg trasker mellem vandfald, vandkant, hen over vandpyt gennem regnvand og dis.

Skyerne hænger lavt.

Dagene er vindstille og nætterne blæser op til storm.

Fjordens vand er mørkt. Uroligt men uden bølger. Det er vinden som tegner krusninger.

Sneen er smeltet her til morgen, nu er det kun bjergtoppene der er hvide. Toppene som forsvinder ind i himlens grå ocean, der er spejlet i fjordens urolige vand. Der er ingen linjer mellem horisonten og himlen.

Længere nede af kysten, hvor fjorden ender i Atlanterhavet, lander solen på toppen af bjergene.

Jeg har lyst til at stå helt stille og løbe på samme tid.

Tiden bevæger sig anderledes her.